Fear Rubs Off

Nej, nej der skete jo ikke noget terrorangreb på Memorial Day. Phew. Så virker mit udkrængende indlæg endda mere patetisk, ik’? Jeg ved det godt. Derfor lægger jeg tankerne til side – for en stund – altså indtil jeg skal tage stilling til, hvordan familien skal fejre 4. juli (uafhængighedsdagen).

Men I skal forstå, at frygt smitter.

Mine amerikanske veninder var heller ikke til parade med deres børn, fordi de tænker på samme måde. Faktisk har de det langt værre end mig, fordi de – udover at frygte terror og jordskælv – også bekymrer sig om bilkapringer, overfald og kidnapninger af deres børn. Derfor medfølger der altid en mor eller en far til børnefødselsdage og legeaftaler. Selv til arrangementer i sønnens 2. klasse.

Ikke alene andre forældres frygt, men også massive sikkerhedsforanstaltninger i børnenes institutioner prikker til min frygt.

Datterens børnehave ligger i samme bygning som Højesteret i Californien. Dagligt skal jeg gennem metaldetektor og fremvise Id-kort for at komme ind. På børnehavens legeplads har børnene ens gule T-shirts på, selv om legepladsen ligger i en lukket gård indenfor samme bygning og alene benyttes af børnehaven. Og når børnehaven skal udenfor bygningen, skal forældre og pædagoger have selvlysende gule veste på og stå med et stopskilt rettet mod bilerne i fodgængerfelter, mens børnene krydser vejen. Når datteren er i børnehavens varetægt, må jeg ikke tage hende alene på toilettet, fordi der skal være en pædagog tilstede.

På sønnens skole kan man i løbet af dagen alene komme ind via den låste hovedindgang, hvor man skal ringe på eller have en særlig nøgle (som vi ikke har fået). Under afhentning er reglen, at forældre ikke må gå indenfor skolen. I stedet står forældrene udenfor eller — som mig — holder i kø i deres bil, mens vi alle venter på at få øjenkontakt med den ansvarshavende lærer, som derefter kalder børnene ud en efter en via walkie talkie og følger barnet hen til forælderen.

Normalt lader jeg ikke amerikanernes frygt og massive fokus på sikkerhed påvirke mig. Jeg blokerer for de tanker. Men når der pludselig er indsat ekstra mandskab inklusiv politihunde ved indgangen til datterens børnehave på grund af forhøjet terrorrisiko, så har jeg mest lyst til at dreje om på hælene og tage hende hjem. Men jeg har ikke gjort det. Endnu.