We Made It Through The Storm Of The Century

I går torsdag var byens skoler lukket på grund af varsel om the storm of the century med vinde af orkanlignende styrke og massiv regn. Jeg var faktisk ret bekymret. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan vores hus ville kapere stormflod kombineret med kraftig vind. Vi bor på hjørnet af en vej på en meget stejl bakke, og jeg forestillede mig, at i værste tilfælde kunne biler og andre ting sejle ind i vores hus. Amerikanerne hamstrede vand, stearinlys og batterier til lommelygter (som vi takket været vores sommerferie i Yosemite havde masser af). I hele byen og på de sociale medier ulmede en bekymret stemning, og jeg satte mig op til, at nu skulle vi opleve vores første naturkatastrofe.

Vi blev nogen af de heldige, og hjemme hos os skete der absolut ingenting, bort set fra at det regnede gennem vores soveværelsesloft (igen). Også mandens arbejde var lukket, så vi brugte dagen på at hygge os. Andre dele af San Francisco inklusiv flere familier og lærere fra børnenes skole var uden elektricitet i et helt døgn, og flere bydele var oversvømmede. Californiens veje og kloaksystemer er på ingen måde gearet til så meget regn på én gang, og hele Bay Area blev belastet med smadrede eller oversvømmede veje. Californiske bilister kan simpelthen ikke finde ud at navigere de våde veje, hvilket resulterer i et katastrofalt antal biluheld på selv helt almindelige ufarlige strækninger. I Sonoma og Russian River poster beboere stadig billeder af folk, som sejler rundt i kanoer på parkeringspladser.

Fordi Californien lider af den mest alvorlige tørke i århundreder, jubler Californien over regnen. Men desværre udgør regnen kun en dråbe i en spand i forhold til den mængde vand, som Californien har brug for. På Twitter gør resten af USA grin med San Francisco, som har haft lukket skoler og flippet ud over, hvad de kalder “a little rain”, som resten af USA mener er vand i forhold til deres tornadoer, oversvømmelser og snestorme. De har nok ret.

Det har faktisk regnet det meste af december, som hos os har bidraget til at skabe julestemning, hvilket var svært de sidste to år, hvor San Francisco havde bragende sol og sommerlignende temperaturer. Hjemme hos os står den på besøg fra vores nisse, danske Radio Soft kørende i baggrunden med julemusik, DRs julekalender (Tidsrejsen) efter lektier, æbleskiver, risengrød og tændte stearinlys og kalenderlys. Så hyggeligt! Jo længere tid vi har været udenlandsdanskere, des stærkere føler vi for at opretholde vores danske juletraditioner. Derfor glæder vi os for vildt til på søndag, hvor vi holder juleaften. Jep, det er lidt tidligt, men sådan må det være, fordi vi snart rejser til Mexico.

Palm Springs And Palm Desert

Fordi Californien lider af alvorlig tørke, og vi i vores hverdag i San Francisco er meget opmærksomme på at spare på vandet, føltes det helt vulgært at besøge Palm Springs og Palm Desert, som ligger midt i den californiske Coachella ørken. Byerne har grønne plæner, blomstrende buske, kæmpe velplejede golfplæner og høje palmetræer, som vandes flere gange dagligt. WTF er de ikke ramt af de nye højere takster for vandforbrug inklusiv bøder for højt forbrug som os andre i Californien?!

Her ses Palm Desert oppefra, hvor vi poserer modigt for kameraet.

DSC03329

DSC03332

Bare rolig, der var helt fladt bag kanten. Modighed er ikke en karakteregenskab, som jeg besidder p.t. Efter vores biluheld er jeg rystende nervøs, når vi kører på motorveje. Selv om det ikke engang er mig, som kører. Jeg bremser med fra passagersædet og tror hele tiden, at andre bilister har tænkt sig at skifte ind i vores bane. Pisse fedt for min mand, som jo også er traumatiseret efter vores uheld. Pisse fed road trip, not! Jeg prøver at slappe af og tænke på, at også de andre bilister har familier, de skal passe på eller skal hjem til. Men det ses fandeme ikke på den måde, de kører på!

Palm Springs og Palm Deserts groteske vandforbrug afholdt os i øvrigt ikke fra at nyde de eksotiske omgivelser. Tværtimod! Den kølige brise om aftenen, den trykkende varme, de sydlandske omgivelser og den laid back stemning fik os til at føle, at vi var ved havet. I stedet var vi omringet af smukke røde bjerge og en skyfri himmel.

DSC03338

DSC03340

DSC03349

Også Las Vegas ligger smukt i ørkenen, og vores køretur til Joshua Tree National Park mindede os om vores køretur til Grand Canyon fra Las Vegas. Men så var der heller ikke flere lighedspunkter. Las Vegas er sjov men føles samtidig mega tacky: Byen er bygget op omkring at bruge penge på de mange kasinoer og drikke sig stiv. Las Vegas har genskabt for eksempel Eiffel tårnet og Venedig. Really! Palm Springs og Palm Desert var derimod hyggelige! Vi mødte i øvrigt masser af pensionister samlet i grupper på gader og restauranter, som bor på byernes mange golf resorts. Det må være en hyggelig alderdom at hænge ud med vennerne på den måde. Dog er manden og jeg enige om, at vi ville få ø-kuller af at skulle bo så afsondret omringet af bjerge og ørken — derfor planlægger vi heller ikke at komme tilbage på et andet visit.

Flere amerikanske bekendte har haft insisteret på, at det er hip som hap, hvilken by man vælger at bo i. Not true. Vi boede i Palm Desert, men vi ville hellere have haft boet i Palm Springs, som har en hyggeligere, mere samlet bykerne. Hver torsdag aften holder Palm Springs VillageFest, hvor byens gader lukkes, og lokale fylder gaden op med kunst, mad og musik.

DSC03343

Dog vandt Palm Desert på, at vi spiste på den skønne og billige italienske restaurant Pierro PizzaVino. Deres tomatsauce var to die for, og vi følte os helt høje af mad. Bedre mad tror jeg ikke, jeg nogensinde har smagt. Eller jeg kommer for lidt ud, det er også en mulighed.

… Vi brugte en hel dag på at udforske Joshua Tree National Park, som ligger halvanden times kørsel fra Palm Desert. Joshua Tree udgør uden tvivl en af vores bedste og nemmest tilgængelige naturoplevelser i USA, fordi parken var nem at udforske og havde mange forskellige familievenlige vandreture. Det vil jeg fortælle mere om i næste indlæg.

Educating Kids Or Oversharing Fears?

I San Francisco er børn bange for mange ting. Børnene er konstant overvåget af voksne, aldrig alene, men alligevel taler de voksne meget med børnene om, hvordan børnene skal kunne håndtere situationer som hjemløse og kidnapning. For meget?

Børnene bekymrer sig om jordskælv, tørke, bilkapringer, biluheld, hjemløse, fattigdom og overfald. Som jeg tidligere har skrevet om her, overfører de amerikanske forældre, som vi kender, deres frygt til børnene – i god mening – fordi de prøver at ruste børnene til at kunne beskytte sig selv.

Jeg prøver at skærme mine børn for barske historier, og det frustrerer mig, når jeg hører, at andre forældre eller lærere taler om kidnapning, når de forklarer børnene, at de ikke må løbe i forvejen. Fordi mine børn bliver så skræmte. Så bange at de ikke tør sove alene på deres værelse, gå alene ned af trappen i vores hus eller ikke tør slippe min hånd, når vi møder hjemløse på gaden. Men jeg må desværre – til min egen overraskelse – konstatere, at jeg selv er begyndt at hoppe med på bølgen:

Som forleden da jeg fandt ud af, at mange forældre på skolen ejer våben. I min naivitet troede jeg, at Obama elskende demokrater ikke var våben typer. Altså den type som tilslutter sig retten til at bære skydevåben for at kunne beskytte sig mod kriminalitet eller mod staten. En af fædrene på skolen forklarede, at han anskaffede sig et våben, da finanskrisen brød ud, for at kunne forsvare sig mod staten. Jep, sådanne typer er ganske normale familiefædre. Våbenskader hospitalsindlægger dagligt 20 børn i USA. Risikoen for at børn skades af våben under en legeaftale er langt større end muligheden for at blive offer for et skyderi på en skole eller i et indkøbscenter. En amerikansk bekendt var overrasket over min uvidenhed over forekomsten af våben hos amerikanske familier og spurgte bekymret: “Du har da haft fortalt dine børn, at de aldrig må røre et våben hos legekammerater, ikke engang et legetøjsvåben, ik'”? Mig: “Nej”. Hvorefter jeg havde den snak samme aften. En snak som jeg indtil da ikke havde anet eksisterede eller havde troet var nødvendig.

Eller som da jeg forleden havde en snak med børnene om, hvad de skal gøre, hvis de bliver væk fra mig. At de aldrig skal gå med en fremmed ud i en bil. Jeg fortalte dem ikke om baggrunden for snakken, som var sidste uges kidnapning i Texas af en seksårig pige, som blev taget, mens hendes mor pakkede bilen med indkøbsvarer på en parkeringsplads. Pigen slap fri fra sin kidnapper, fordi hun på et senere tidspunkt på et offentligt badeværelse bad om hjælp hos en fremmed kvinde.

Et tredje eksempel foregik i min datters børnehave. Inde i børnehavens bygning (som deler bygning med Californiens Højesteret og er top bevogtet) indhentede en af datterens veninder datteren og jeg en morgen. Moren var maks femten meter bagefter. Moren nåede frem til os, trak sin datter til side og skældte: “Du ved godt, at du aldrig må løbe fra mig, ik? Du kan blive taget”! Og vi var endda inde i en af Californiens mest bevogtede offentlige bygninger, og moren havde hele tiden udsyn til sin datter.

Formålet med mine snakke er at beskytte mine børn, men er jeg også ved at blive for bange? For amerikaniseret? Overfører jeg en unødvendig angst til mine børn? For helvede det er svært. Men en ting er sikkert: Jeg ville ikke have en snak om våben, hvis vi boede på Østerbro. Jeg ville ikke frygte en kidnapning. Mine egne utrygge oplevelser i USA, veninders angst koblet med daglige lokale nyheder om skudepisoder og overfald begynder for alvor at sætte spor hos mig.

Også i skolen hører børnene mange skræmmende historier, hvilket forværrer deres frygt. Dagligt præsenterer børnene nyheder for hinanden (current events beskrevet her). Jeg oplever, at den amerikanske fortællerstil – hvor der skrues op for og fokuseres på drama – medfører angst hos børnene. Til current event vælger børnene (eller snarere forældrene?) nyheder af enten voldsom trist eller tragisk karakter, fordi børnene får at vide, at det er vigtigt, når man taler for en forsamling at fange folks opmærksomhed. For eksempel fortalte sønnens klassekammerat i 3. klasse om tyfonen på Filippinerne, og dertil havde kammeraten medbragt  billeder af ødelæggelser og lig. Moderen var pavestolt, da jeg mødte hende om eftermiddagen, og hun genfortalte, hvor godt det var gået, og hvor engagerede børnene havde været. Min egen søn var dybt rystet, da han kom hjem: “Mor kan det ske i USA”? Et andet eksempel er, at skolen de seneste to uger har haft fokuseret på tørken i Californien, som nu er så alvorlig, at Californien den 17. januar blev deklareret i undtagelsestilstand. Børnene og deres kammerater taler om, at de er bange for at dø af tørken. Den retorik, som bruges, handler meget om, hvor farlig situationen er, og hvordan man bør handle for at spare på vandet – for hvis menneskeheden ikke handler, så…

… Burde børn ikke have lov til at vokse op mere beskyttet? Burde jeg undlade at tale med mine børn om våben og risikoen for fremmede? Jeg vil helst skærme dem, men samtidig tør jeg ikke undlade den slags snakke. Længere.