Friendship Day, Rain, And Winter Break

I San Francisco fejrer børn Valentine’s Day med Friendship Day. Børnene medbringer kort til hinanden, som uddeles i slutningen af dagen. At bytte venskabskort er en af de amerikanske traditioner, som er så selvfølgelig, at ingen taler om det. Derfor har vi været uforberedte i både skole og børnehave, men glædeligt overrasket over søde håndskrevne beskeder og små gaver. Men i år var vi top forberedte, og børnene har siden weekenden arbejdet på at skrive kort til hver enkel klassekammerat. I hver kuvert vedlagde de et stykke chokolade og en slikkepind.

IMG_2208

Sidste skoledag før ferien blev afsluttet med en times Friendship Dance, hvor der var musik og forskellige aktiviteter. Der blev sendt i hvert fald seks pushy mails ud med opfordring til forældre om enten at medbringe snacks eller stå for en aktivitet. Jeg meldte mig til at stå udenfor på legepladsen og sjippe (hvilket de ikke gør på skolen), men min aktivitet blev aflyst pga. en smule støvregn. Ingen børn har regntøj, og lærere og forældre var bange for, at børnene kunne glide på grund af regnen. Really! Så derfor havde de holdt børnene indenfor hele dagen.

Regn i San Francisco er sjælden og er forbeholdt vintermånederne. Og når det endelig regner, så pisker det ned i tropisk stil. Californiere holder sig indendørs, og sønnens fodbold bliver aflyst. Trafikken går i stå, hvilket gør trafikken endnu mere farlig, når den endelig bevæger sig, fordi folk bliver så top stressede over forsinkelserne. Torsdag morgen stod regnen ned, da jeg kørte børnene til skole. Fordi der var kø hele vejen på de større veje, kørte jeg ad mindre trafikerede veje. Rigtig smart syntes jeg, indtil jeg blev mindet om, hvorfor man i San Francisco bør holde sig på de større veje. Større veje har lysreguleringer i modsætning til de mindre veje. På mindre veje veksles der mellem fuldt stop i hele krydset eller fuldt stop i en enkel retning. Temmelig forvirrende. Torsdag morgen overså en gammel kineser et fuldt stop og bremsede med hvinende dæk en meter op foran sidedøren på min bil, akkurat det sted hvor min søn sad. På vejen hjem, mens jeg stadig var smårystet, sprang min vinduesvisker pludselig af på en strækning, hvor jeg ikke kunne køre ind til siden. Jeg kunne intet se og måtte læne mig til højre for at kigge ud af vinduet i den side, hvor vinduesviskeren heldigvis stadig virkede. Jeg fik vinduesviskeren på igen efter at have bakset drivvåd med den i ti minutter, hvorefter den sprang af igen op af en bakke med 80 graders hældning og tæt modkørende trafik. Fredag aften – efter sengetid mens jeg var alene hjemme med børnene – ringede en fremmed på døren med besked i samtaleanlægget om, at to af mine lygter på bilen stadig var tændte. Og jeg måtte fikse det, mens mine to børn var skræmte var vid og sans og ikke ville lade mig gå udenfor i mørket uden dem. Jeg savner mit københavnske (cykel) liv!

Den næste halvanden uge står på vinterferie. Yeah. Not. Min yngste var lige begyndt at blive en smule nemmere at aflevere om morgenen uden gråd, så timingen på ferien er elendig. Derudover er manden min enten bortrejst eller begravet i arbejde, så jeg skal tilbringe halvanden uge i San Francisco med børnene. Alene. Vinterferien er den årstid, hvor en stor del af den velhavende del af San Francisco emigrerer til Tahoe i deres skihytter. I Tahoe sendes skolebørn på skiskole fra kl. 10 til 15, mens børnehave- og vuggestuebørn sendes i daycare, og om aftenen bookes barnepiger, så de voksne kan komme ud. Mange mødre, som jeg kender, står ikke på ski, men tilbringer i stedet dagene i SPA eller lignende. Det kunne jeg godt bruge lige nu! 

I stedet ligger jeg og kigger bekymret op i loftet, hvor der har samlet sig en stor fugtplet. Jeg håber, at jeg ikke – som de sidste to vintre – skal vågne op til regn i sengen i nat. Vi tør ikke sige noget til vores landlord, som i forvejen synes, at vi bor alt for billigt, fordi lejeomkostningerne i San Francisco fortsætter med at eksplodere, og fordi han er en ældre herre, som kunne udskifte bekymringer med et salg af huset. Og en huslejestigning ville betyde, at vi bliver nødt til at flytte, så hellere regn gennem loftet et par dage om året.

… Nå. Har en masse planer i ærmet med børnene, så regn eller ikke regn, så skal vi nok få noget ud af den ferie! Heldigvis går jeg også og sysler med og dagdrømmer om to ferieprojekter i foråret, som jeg glæder mig til. For vildt! 

Scary Encounters

Hej, hej. Så blev bloggen stille igen. Tavsheden har skyldtes sygdom og almindelig travlhed San Francisco mom-style, inklusiv to ubehagelige oplevelser:

I dag var jeg på heldagstur med sønnens klasse med offentlig transport. Og fandeme, mens jeg stod i en overfyldt bus og holdt øje med syv drenge inklusiv min søn i bunden af bussen, stod der en skæv 16-årig hængerøvs-gangsterlignende type lige ved siden af mig og rappede, messede: “The bus is loaded with kids, I’m gonna do all the kids, I’m mother fucking gonna do all the kids“. I 20 minutter, i den ellers stille, overfyldte bus. Resten af klassen inklusiv en anden mor og to lærere stod forrest i bussen. Jeg havde øjenkontakt med nogle mandlige medpassagerer, som også var opmærksomme på situationen, og jeg nåede at tænke, at jeg stod strategisk godt i forhold til at kaste mig over børnene, hvis fyren blev voldelig eller hev et våben frem. Men det gjorde han ikke, han stod af 20 minutter senere, uden drama. Og var uden tvivl total skæv af stoffer. I DK ville jeg ikke have taget sådan en type seriøst, men herovre ved man aldrig.

Sidste uge bød også på min første trafik ups’er og forsikringssag, nogensinde. Som jeg nægter at kategorisere som trafikuheld, men som var min fejl. Jeg holdt stille på den ekstremt trafikerede, skumle del af Mission street i San Francisco kl. halv ni om morgenen. På det tidspunkt af dagen, er trafikken tæt og aggressiv, fordi folk er på vej til arbejde, og det gælder om at holde sig til, fordi man ellers bliver overhalet af biler fra sidevejene eller andre baner. Køen holdt stille ved rødt lys, der blev grønt, bilen foran mig startede med at rulle, jeg kiggede ned et sekund på min radio (dumt), og bilen foran bremsede brat op, efter maks fem sekunder. Jeg kørte op i enden på bilen, med nok to km i timen. Den ældre, havarerede bil foran mig indeholdt en fyr med kasket, som løftede armene i vejret. Min første trafik ups’er var nok sluttet her, hvis ikke jeg derefter havde signaleret, om vi skulle køre ind til siden. Why, oh why gjorde jeg det? BIG mistake.

Så vi kørte ind på en sidevej. Skumle type og jeg udvekslede forsikringsoplysninger og kørekort, som vi tog billeder af med vores mobiler, og vi tjekkede og tog billeder af hinandens biler, selv om der ikke var sket nogen skader. Jeg kunne skimte, at han havde en kvindelig medpassager, som blev siddende i bilen. Jeg undskyldte i et væk, først og fremmest fordi jeg var flov, men allermest fordi jeg var utryg ved skumle type baseret på hans fåmælte, hårde type væremåde, klassiske gangsterlignende tøj (kasket og mega hængerøvsbukser) og ikke mindst hans havarerede bil. Skumle types bil var fyldt med buler og små huller, og mens jeg befippet tog billeder af hans bil, overvejede jeg, om de små huller i bilens bagagerum mon var skudhuller. Seriøst! Nå, men skumle type har efterfølgende anmeldt episoden, hvorfor ved jeg ikke endnu. Eftersom skumle type åbenbart har et afslappet forhold til buler og huller i sin bil, gætter jeg på, at han prøver at anmelde noget piskesmæld eller lignende. For sådan gør man i USA, just in case.

Suk. Og nej, jeg har sgu’ da ingen vidner, for der skete jo ingenting. Jeg burde jo have opsporet vidner, netop fordi jeg havde en dårlig fornemmelse med ham. Men, min største impuls var at flygte! Nu venter jeg på, at mit forsikringsselskab vender tilbage. Jeg foretrækker at leve i uvidenhed så længe som muligt. Og siden hen har jeg kørt forsigtigt rundt med fornuftig afstand til forankørende biler. Altså fornuftig afstand efter dansk forståelse – ikke efter San Francisco forståelse – fordi mere end fem meters afstand i myldretid medfører, at trafikstressede typer kører ud fra sidevejene ind foran mig og skifter bane ind foran mig. Fra at føle mig som en awesome indre by bilist (læs om min tidligere selvfedhed her), føler jeg mig igen usikker i trafikken. Pis. Og ved I hvad, det er faktisk ikke særlig rart, at skumle type har min adresse og mit mobilnummer.

… Og nej, sådanne oplevelser med skumle typer er ikke hverdag. Langtfra!! Længere. Sidste år, dengang datteren gik i preschool i byens mest belastede kvarter Tenderloin, oplevede jeg mange utrygge situationer. Læs mere om mine utrygge San Francisco oplevelser her og her.