The San Francisco Spirit Of Giving And Volunteering

IMG_2004Så er det snart jul! Vi oplever kun klassisk julestemning i vores hjem, men til gengæld har San Francisco andre kvaliteter.‘Tis the season for giving! Hver november og december bliver jeg imponeret over amerikanernes generøsitet. Op til Thanksgiving og jul går San Franciscos beboere simpelthen amok med at bidrage med penge og arbejdskraft til gode formål. Amerikanere anser det at yde velgørenhed som en glæde, men også som en moralsk forpligtelse, som ingen bør åle sig udenom.

Velgørenhed er dog ikke kun begrænset til november og december måned. Vi opfordres løbende til at donere penge. I skoleregi glæder vi os over at deltage i seje projekter som transportable brusekabiner til hjemløse og “food drives”. I butikker bliver man spurgt, lige før man skal betale, om man vil donere til de formål, som de nu engang indsamler til. Jeg donerer altid, typisk en dollar. Generelt er amerikanere ekstremt private, når det kommer til velgørenhed, og de kunne f.eks. aldrig finde på at reklamere med deres indsats på Facebook eller nævne den “casually” i en samtale. Og netop den ydmyghed og mangel på behov for at søge anerkendelse for deres indsats finder jeg ekstra prisværdig.

På bloggen har jeg skrevet om dengang, vi sammen med datterens klasse “adopterede” en familie til jul her. På den anden side af spektret har vi prøvet at være modtager af en fremmedes generøsitet, da sønnen for to år siden sendte et brev til julemanden, og der til jul dukkede en pakke op med “Santa’s workshop” som afsender. Læs den magiske julehistorie her.

Jeg er dybt imponeret over amerikanernes fokus på velgørenhed. Men jeg er derimod ikke fan af den vægt, som forældre på børnenes skole lægger på frivilligt arbejde og donationer til skolen, som iscenesættes og markedsføres som værende af lige så stor vigtighed som velgørenhed. I starten føltes det hele som en stor pærevælling, som jeg ikke kunne finde op og ned på, men der er store forskelle.

I modsætning til velgørenhed er amerikanerne på ingen måde private omkring frivilligt arbejde og donationer i skoleregi. Tværtimod! Årligt offentliggøres statistik over, hvor mange i hver enkel klasse, som har bidraget de anbefalede 200 dollars til skolens “parent fund”. Det skal nævnes, at der er tale om en privatskole. Et enkelt år offentliggjorde skolen med navns nævnelse, hvilke familier som havde eller ikke havde doneret penge til fonden. Men pengedonationer er ikke begrænset til fonden, og f.eks. har familier på skolen doneret elementer til legepladsen (hvilket der også blev opfordret til via email) og et nyt køkken. Udover pengedonationer lægger skolen også vægt på, at familier “volunteer” til gavn for “the community”. Ved “volunteering” forstås at donere sin tid til en god sag uden at blive betalt, og ved “community” forstås skolen, men også lokalsamfundet udenfor skolen. Skolen er afhængig af forældres gratis arbejdskraft, og forældre hjælper på biblioteket, arrangerer fester, udarbejder skolens nyhedsbrev, står for skolens fundraising, møder op til arrangementer med kommende familier og agerer som “room parents”. De mest aktive forældre bliver indsat i skolens forældrebestyrelse uden demokratisk proces, men alene baseret på de allerede siddende bestyrelsesmedlemmers beslutning. En plads i skolebestyrelsen ser godt ud på C.V’et både professionelt, men også når børnene skal søge om optagelse på andre skoler.

Udenfor skolens fire vægge ønsker skolen, at vi som “community” er repræsenteret i lokalsamfundet. Jævnligt opfordrer enten skoleledelsen eller forældre til, at skolens familier deltager i events med plantning af træer eller rydning af lokale parker og strande for skrald. Heldigvis har skolen nu fået en størrelse, så vores families fravær på sådanne lørdage ikke længere bliver bemærket. For det er altså ikke fedt mandag morgen at blive konfronteret med smalltalk om alt det arbejde, som blev lagt lørdag, hvor følgende spørgsmål står malet i folks ansigter: “And where were you guys?” Efter at skolen er firedoblet i størrelse, er stemningen heldigvis ikke længere så intens.

Grundlæggende er jeg dybt taknemlig for al det arbejde, som forældre lægger. Men filmen knækker for mig, når visse forældre — som ved eftertanke nok kun er to håndfulde — udstiller andre forældre, som de ikke mener er aktive nok. De to håndfulde forældre ser det som deres fornemste opgave at rekruttere gratis arbejdskraft til skolen. Med tiden har jeg lært at håndtere dem og kode, hvornår det er ok at springe over (uden samtidig at føle mig udstillet som et dårligt og dovent menneske). Og jeg har heldigvis en masse medallierede (som endda er amerikanere), som ligesom jeg føler, at omfanget af rekruttering til frivilligt arbejde og pengedonationer er grænseoverskridende. Men vores første to år i USA havde jeg det svært. Gange to! Fordi jeg havde samme bekymringer i forhold til datterens børnehave, som på samme måde var afhængig af frivillig arbejdskraft og donationer.

‘Tis The Season For Giving

Vræl! Her er beskrivelsen af den familie, som datterens Kindergarten klasse “adopterer” til jul:

“Ting is a single mother with three children.They are in transitional housing to escape domestic violence. A few words from her: “My hope for my family is to find a safe, peaceful place to live. We like to read together and get coffe/hot chocolate together. We would love to someday visit an art museum. Thank you for helping us”.

At donere penge til velgørenhed er noget, som amerikanere er voldsomt gode til. I starten følte jeg det anmassende og grænseoverskridende, fordi jeg flere gange om ugen både i skole og butikker bliver bedt om — face to face — at donere til velgørende initiativer, uden jeg altid fatter hvad pengene går til. I supermarkeder og på apoteker bliver man spurgt, om man vil bidrage, når man betaler. Nogen gange står det bare på kort-terminalen, andre gange bliver man spurgt direkte. Jeg svarer aldrig nej, mon nogen gør det? I butikker bedes der om mellem en til fem dollars, i skolen meget mere afhængig af projektet. I skolens regi prøver jeg ikke at føle mig presset, fordi mange forældre er meget velhavende, og fordi de kan trække donationerne fra i skat — det kan vi ikke, fordi vi ikke betaler skat i USA. Pengene går til projekter til bekæmpelse af kræft, fattigdom, MS eller til konkrete projekter som støtter hjemløse og familier i økonomiske vanskeligheder.

I november og december går amerikanerne amok med at give til gode formål. Lige nu samler skolen mad ind, som vi donerer til en af de mange ‘food programs’ i San Francisco. Hver torsdag morgen på morgensamling vejer skolen ugens mad donation. Derudover står en forælder på skolen bag et projekt om at ombygge gamle busser til badefaciliteter til hjemløse. Skolen har haft bussen på besøg, og forældre er blevet opfordret til at donere penge, shampoo og sæbe.

Et lille sidespor, som ikke handler om velgørenhed, men om donationer til skolen til indkøb af IT-udstyr, som illustrerer hvor massivt et pres, der ofte lægges på forældre for at bidrage økonomisk. Jeg har lige modtaget en mail, hvor der stod: “The Head of School and I want to thank the 50% of families that have contributed to the 2014 Annual Fund thus far! The 2014 Annual Fund closes on December 31st, we have less than 30-days to meet our goal of 100% participation”. Jeg vil kalde den tilgang noget passiv-aggressiv, hvad siger I? Udover den mail blev der for to måneder siden hængt graffer op på skolen, som viser, hvor mange procent af forældrene i hvert enkel klasse, som havde bidraget til fonden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de forestiller sig, men formentlig sådan noget med, at forældrene i hver enkel klasse bliver total konkurrencemindede? Eller at de mindst bidragende klasser skal føle sig skamfulde? Eller lignende? I starten lod jeg mig totalt presse af den slags henvendelser, i år kan jeg ikke tage den tilgang seriøst. Eksemplet er i øvrigt vand i forhold til det cirkus og massive pres, som lægges på forældre til skolens årlige fundraising, hvor der rejses penge til familier, som får økonomisk støtte til at gå på skolen (som er en rigtig god sag) 

Efter tre år i Californien føles det lige så naturligt for mig at donere til velgørenhed som at give drikkepenge. Det gør man bare! Samtidig er det dermed heller ikke noget, som fylder mig med glæde, fordi jeg ikke tænker nærmere over det. Men da jeg læste historien om Tings familie, hvis julegaveønsker datterens klasse skal opfylde, blev jeg rørt. Vi har fået ønsker fra Ting og hendes tre børn på to, fire og syv år, og vi skal opfylde mindst tre ønsker til hver. Familien har mest brug for gavekort til tøj, men enkelte legetøjsønsker er også angivet. Ønskerne ligger mellem 50 og hundrede dollars, nogen enkelte mindre eller mere. I Danmark donerede vi også til velgørenhed, men slet, slet ikke i det omfang, vi gør herovre. Vores donationer gik ikke til vores nærmiljø. Amerikanerne har åbnet mine øjne for, hvor mange muligheder der er for at hjælpe. Det handler ikke om, hvor meget man giver, men at alle spæder til: ‘A little goes a long way’.

Vi giver et gavekort til den toårige på $50 til baby Gap, hvilket jo ikke er særligt sjovt for den lille fyr at åbne julemorgen. Derfor har datteren valgt en af hendes bamser, som vi samtidig lægger med.

Her er vores bidrag til skolens indsamling af mad. ‘A little goes a long way,’ når skolens familier går sammen.

At inddrage børnene i at hjælpe er en win-win situation, fordi vi lærer børnene, at juletid også handler om at give til mennesker, som er i nød. Og så føles det bare dejligt!

A Package From Santa’s Workshop?!

Tis the season of giving

I går var dagen, hvor vi oplevede ægte Christmas spirit San Francisco style. United States Postal Service (USPS som er USA’s Post Danmark) afleverede en stor papkasse – adresseret til sønnen – fra Santa’s Workshop.

IMG_2004

Sønnen var ikke hjemme, og sammen med datteren åbnede jeg meget skeptisk den mystiske kasse, som indeholdt fire indpakkede gaver, som når man rystede dem, lyder som løse legoklodser. Intet brev var vedlagt.

IMG_2005

Så kom jeg i tanke om det brev, som sønnen sendte til julemanden i slutningen af november ved et event arrangeret af USPS, som jeg skrev om her.

IMG_0594

DSC02073

Efter lidt googling fandt jeg ud af, at USPS kører en letters to Santa ordning. USPS gennemlæser hvert år  alle breve sendt til julemanden – flere hundrede tusind – og prioriterer brevene. Breve fra børn fra belastede kvarterer, eller børn hvis breve signalerer nød, sender USPS videre til velgørenhedsorganisationer og private virksomheder, som bidrager til letters to Santa ordningen. Mens de øvrige breve – som for eksempel fra min søn – lægges på lokale posthuse i San Francisco og kan gennemlæses og blive adopteret af helt almindelige mennesker, som kender til og har lyst til at bidrage til ordningen. USPS sikrer, at både gavegiver og barn forbliver anonym – derfor ingen afsender på sønnens pakke.

Først fik jeg helt koldsved, da jeg frygtede, at vi fejlagtigt tog fra trængende børn under en af de mange velgørenhedsprogrammer i San Francisco. Men nej. Letters to Santa er rettet mod alle børn. Ordningens formål er at “make children’s x-mas wishes come true”. At en fremmed person er troppet op på posthuset, har gennemlæst flere julebreve og har udvalgt min søns julebrev og derefter anonymt – uden at få noget til gengæld – opfylder min søns gaveønske (selv om sønnen ikke af USPS er kategoriseret som trængende) overrasker mig. Som dansker. Samtidig bliver jeg varm om hjertet, fordi den person åbenbart er blevet rørt over min søns brev. Og jeg får endnu større lyst til selv at give back.

Santa-ordningen repræsenterer den givende, hjertelige side af amerikanerne, selvfølgeligheden og glæden ved at donere. Amerikanere i San Francisco donerer dagligt til velgørenhed uden nærmere eftertanke. For eksempel donerer jeg, når jeg handler i supermarkeder eller på apoteker. Når alle varer er tastet ind, spørger ekspedienten, om jeg vil donere mellem en og fem dollars til kræft forskning, herberger i San Francisco området, mad til trængende i San Francisco osv. Jeg donerer altid. I starten følte jeg, at det var vildt akavet og påtrængende at blive spurgt direkte. Ikke længere. Året igennem kører der forskellige kampagner, men der sættes ekstra ind i den såkaldte season of giving, som starter i oktober op til Thanksgiving og løber indtil julen. Også børnenes skole indsamlede madvarer til trængende familier op til Thanksgiving. Skolens indsamlingen løb over fem uger, hvor jeg sammen med børnene indkøbte supper og bønner på dåse, ris og pasta. Fredage på skolens morgensamling blev ugens indsamling vejet og sat ind i et skema, som hang på væggen i skolen. Børnene var pavestolte over deres bidrag. Også lokale supermarkeder indsamlede til trængte familiers Thanksgiving, og jeg har doneret et Thanksgiving måltid ved at købe en pose med madvarer i Safeway, som Safeway også donerede til, og derfor kun kostede mig ti dollars.

Alene i San Francisco og Marin området er 57.000 mennesker afhængige af food stamps (Supplemental Nutrition Assistance Program), hvoraf hovedparten er børn. På folkeskoler i belastede San Francisco områder har børn ikke madpakke med på skolen, børn sulter. Og når regeringen ikke tager affære, så gør folket. På børnenes skole har en mor opfundet transportable brusekabiner til hjemløse i San Francisco, og på skoler i belastede kvarterer arbejder frivillige organisationer på at sikre morgenmad og frokost til børnene. To gange om året smører børnenes skole peanut butter med syltetøj sandwich til San Franciscos hjemløse. Skolen har også indsamlet penge til en brønd i Afrika og indsamler i øjeblikket legetøj og skoleting til en skole i Guatemala. Og jeg kunne blive ved.

… Spændende hvad sønnens fem pakker indeholder! Bør jeg tjekke? Ingen har i øvrigt – indtil videre – adopteret datterens brev til julemanden, hvilket er et problem, fordi  begge børn jo tror på julemanden. Så det må vi løse ved, at julemanden i et brev forklarer, at han selv medbragte datterens gave, fordi den var for tung at sende med posten. Eller lignende. 

Glædelig jul allesammen! Og tak fordi I læser med :-)